Tilbage

Historien om den Tibetanske Terrier

                       

 

Nord for Indien, hvor det vældige Mount Everest beskyttende står skildvagt, ligger det hemmelighedsfulde Tibet på "Verdens Tag".  

Et land med høje bjerge og dybe dale og med et klima, der veksler fra polarkulde til næsten tropisk hede. Et land, hvis naturlige levevilkår er hårde for mennesker og dyr. Det er derfor ikke mærkeligt, at alt levende i disse ugæstfri omgivelser udmærker sig ved en særlig kraftig og modstandsdygtig fysik.  

Herfra stammer den Tibetanske Terrier. Fra landets mytologi ved vi, at tibetanerne betragtede deres hunde som hellige dyr. Motiver med løven og løvehunden som Buddhas ledsagere møder besøgende i afbildninger og statuer. Det er derfor naturligt, at disse dyr aldrig blev solgt, men som tegn på særlig agtelse blev skænket som "lykkebringere".  

Kun for få udvalgte besøgende er det lykkedes at bringe et eksemplar af disse sjældne hunderacer fra Tibet til den vestlige verden, hvor et planmæssigt opdræt påbegyndtes i England i 1929.  

Siden den kinesiske invasion har det ikke været muligt at finde ud af, hvad der er sket med hundene i Tibet. Af og til er det dog lykkedes for tibetanske flygtninge, foruden deres nødvendige ejendele, også at medbringe deres kostbare hunde, især til Nepal og Indien, hvor et fortsat avlsarbejde varetages af den indiske kennelklub.

 

Tilbage